Hvad er Gotvedgymnastik?
Gotvedgymnastik tager udgangspunkt i Helle Gotveds særlige principper for bevægelse baseret på kroppens naturlige bevægemønster.
Vi arbejder i disse timer med kropsbevidsthed, holdning, kredsløbstræning, styrke, åndedræt og bevægelsesglæde. Jeg bruger musik til bevægelserne, som understøtter, og samtidig skaber en god stemning i lokalet.
Hver gang starter vi med opvarmning af kroppens led, vi svinger armene og lærer små sjove trinkombinationer og får pulsen lidt op. Gang over gulv til rytmisk musik kan inddrages. Vi hopper og løber ikke.
Vi laver styrkeøvelser, gode stræk af hele kroppen og afslutter altid med 10 min afspænding. Hver gang kommer vi hele kroppen rundt. Resultat: Du får det bedre
Hvem var Helle Gotved?
Helle Gotved var pionér inden for gymnastikken og skabte i 1950erne – efter inspiration af den tyske gymnastiklærer Hinrich Medaus system – en temmelig anderledes form for dansk gymnastik, nemlig totalbevægelse (senere kaldet Gotvedgymnastik). Med disse totalbevægelsesprincipper revolutionerede hun gymnastikverdenens stive former og var med til at give plads til en mere holistisk, naturlig levevis. Udover de organiske totalbevægelser fokuserede Helle Gotved også på føddernes frihed og oplysning indenfor tabubelagte emner som seksuallivet og bækkenbundens optræning.
Opvarmning af led og muskler
Indenfor Gotvedgymnastik arbejder man med at bygge bevægelserne op gradvist, så led og muskler varmes op så skånsomt som muligt, og ligeledes kan man gøre bevægelsen mindre og mindre til slut, så man starter og slutter i det små. Det giver træning uden overanstrengelse og giver én lyst til at lave disse bevægelser igen og igen.
Åndedræt og rytme
Udover de nævnte elementer, spiller også åndedrættet ind, da det er svært, for ikke at sige umuligt, at lave en frit gennemløbende bevægelse gennem kroppen uden et frit gennemløbende åndedræt. Der bruges derfor meget opmærksomhed indenfor Gotvedgymnastikken på at lære folk at trække vejret dybt og ikke holde på vejret under øvelserne. Åndedrættet hjælper desuden til at skabe en vis naturlig rytme for bevægelserne, og rytme er vigtigt, hvis det skal være holistiske, organiske bevægelser, der i princippet skal kunne køre i det uendelige.
Musik
Der bruges som regel musik til Gotvedgymnastik – musikken understøtter bevægelsen, i forhold til rytme, tempo og puls. Musikken hjælper eleven til at lave bevægelsen og skaber også en vis stemning, som man som underviser ønsker at frembringe (f.eks. ro til udspænding og afspænding, og kraft til energiske øvelser som kondidans, over gulv øvelser og løb). Der bruges alt fra popmusik til klassisk.